APRILSNAR – Prinsgemalen på AvernaX

Udgivet den 1. april 2017

H.K.H. Prins Henrik leverer vin til AvernaX

Prinsgemalen har som bekendt bevæget sig uden for rampelyset den seneste tid, og nu afsløres det endelig, hvad det er, han har haft så travlt med: På det frodige Sydfyn har han dyrket en udsøgt drue, som for første gang kommer på flasker til et større publikum denne sensommer.

Det bliver Avernax Festivals gæster, der som de eneste får glæde af H.K.H. Prins Henriks særlige tæft for de dyre dråber. På Festivalen vil man kunne købe Prinsgemalens Chateau d’AvernaX, og man kan ifølge ophavsmanden godt glæde sig.

– Dette er den mest delikate vin, jeg nogensinde har lavet. C’est magnifique, lyder det fra Prins Henrik, der efter nogen research har konkluderet, at det rigtige publikum at forkæle med den nye vin, er de kvalitetsbevidste gæster på Avernax.

Fanboi er begejstret

Nivah Hastrup er en af arrangørerne bag Avernax Festival, som finder sted på Avernakø 11.-12. august, og han har armene højt over hovedet over det nyligt indgåede samarbejde.

– Jeg er kæmpe fanboi af Prinsgemalen, så at det her samarbejde er kommet i hus, overstiger langt, hvad jeg nogensinde kunne have drømt om, siger Nivah Hastrup.

Billetten til den kræsne festivalgæst

– Det er klart, at det nye samarbejde kræver en særlig billet, der inkluderer alt, hvad du kan drikke af H.K.H Prins Henriks vin. Billetten hedder Entrée Royal

Festivalen har fokus på bæredygtighed og derfor bliver den nye vin selvfølgelig solgt i gamle flasker.

Der er stadig billetter at få til Avernax Festival, som finder sted for allerførste gang i år.