Gris på gaflen, lam asado-style og lokale grøntsager på menuen

Udgivet den 22. juni 2017

Glem den klassiske festivalmenu med burgere, pomfritter og pizzaslices. Avernax byder på 7 lækre måltider, der kommer hele kostpyramiden rundt, og som udover lokale grøntsager har både thai og argentinsk på repertoiret.

Kokken Jonn Vinther har normalt sin gang i boldklubben Fremad Amagers restaurant Baglokalet, hvor han laver solid hverdagsmad til de mange børnefamilier, der frekventerer klubhuset. Men til august tager han kollegerne med til Avernakø for at stå for at mætte de sultne gæster på Avernax Festival.

Vi er stolte og glade for at kunne præsentere en festlig menu, der får mundvandet til at løbe. Der er stor variation i måltiderne, som alle har udgangspunkt i lokale råvarer der er blevet til på Avernakø.  

Selv-henter-gulerødder og delemad

Avernax og Jonns vision er desuden, at festivalgæsterne skal være en aktiv del af fællesskabet – også omkring måltiderne.

“Vi skal have sharefood. Det betyder, at vi ikke står og portionsanretter. I stedet skal man samle sig i grupper af 10 og vil få udleveret fade med mad, som man deles om.”  

Det bliver en social oplevelse, som ikke kun handler om at blive mæt, fortæller Jonn Vinther: 

“Råvarerne kommer fra festivalens nabo, som er landmand. Det er lige i nærheden, men vi kommer til at spørge gæsterne, om de for eksempel vil hente en spand gulerødder – på den måde bliver de inddraget i madlavningen og en del af jord-til-bord-processen,” siger Jonn Vinther, der har mere end 20 års erfaring som kok – blandt andet fra cateringfirmaet Madkastellet med speciale i afvikling af logistik omkring store arrangementer.

SE DEN FULDE MENU HER