Nyhedsbrev: 3-2-1: Er du klaaar til Avernax Festival eller hva’?

Udgivet den 6. august 2018

Kære Avernax-gæst

Nu er det næsten nu. Høet på campingpladsen er slået, teltene er rejst, badevandstemperaturen er helt rigtig, og Avernakø summer i det hele taget af forberedelse og forventning. Her er de sidste praktiske informationer, vi tror, du har brug for:

Huskeliste:
Vi har skrevet en lille liste over ting, der er nyttige at medbringe:

– Telt + sovepose
– Badetøj + håndklæde
– Power bank
– Kontanter
– Installere mobile pay
– Installere Avernax App’en
– Vandflaske
– Ørepropper
– Skateboard/Rulleskøjter til den nye minirampe
– Kærlighed og godt humør <3

Se iøvrigt vores A-Z liste med en masse nyttig info.

Ankomst torsdag:
Når du ankommer torsdag aften skal du ikke frygte at gå sulten i seng. Petersminde Landbrug sørger for, at du kan købe lækre gourmet hotdogs, og der vil også være andre aftensmadstilbud fra ø-boerne. Du finder lækkerierne lige ved indgangen til festivalpladsen.
Du kan få armbånd på og slå dit telt op fra kl 16.

Bemærk, at der er også er et område med stillecamping, hvor der skal være ro om aftenen. Se kortet.

Købmanden har åbent til kl 22 og har et fint udvalg af dagligvarer.

Betaling:
Vær opmærksom på, at vi kun tager mobile pay eller kontanter. Det er ikke muligt at hæve penge på Avernakø.

Bade:
Vi har sat en enkelt kold bruser op på festivalpladsen ned til stranden, så du kan få en skyller, når du har været en tur i det sydfynske hav. Det vil, derudover, være muligt at købe et varmt bad på Avernakø Havn.

Brandfare:
Sommeren er varm og tør, og det betyder formentlig en fantastisk, solrig festival. Men det betyder også, at alting er knastørt. Derfor er det virkelig vigtigt, at vi hjælpes ad med at passe på brandfaren. Vi udleverer lommeaskebægre til rygere, så vi undgår tændte cigaretter i græsset, og det er selvfølgelig strengt forbudt at tænde bål på campingpladsen og andre steder.

Afrejse:
Vi håber, du vil hjælpe os med oprydningen søndag ved at efterlade øen, festival- og teltplads lige så dejlig, som du fandt den. Sidste år var pladsen så fin, som havde en flok spejdere været på besøg – det kan vi sagtens gøre igen i år.

Alle skal med færgen hjem, og derfor har vi booket en ekstra færge.
Det betyder, at der er afgang fra Avernakø kl 8.40, 10.00, 11.10, 13.10, 15.10, 16.30 og 19.10.
Hvis du skal med Solibus fra Faaborg til København, skal du tage færgen senest kl 13.10.

Book din billet til færgen her.

Vi er Avernax: 
Du kender os måske fra sidste år – eller måske kender du os ikke endnu, så derfor en kort præsentation: Vi er syv entusiastiske fynboer, der har stablet Avernax på benene i tæt samarbejde med Avernakøs beboere og en masse venner. Udover køkkenfolkene, som er professionelle, så er Avernax drevet af frivillige kræfter. Vi håber, du vil bære over med os og give os konstruktiv feedback, hvis der skulle være noget, vi ikke har tænkt på, eller der sker en fejl. Læs mere om os her.

Vi glæder os helt vanvittigt til at se dig!

Kærligste hilsner
Avernax-holdet