De Underjordiske

Et syretrip af fineste skuffe.

Fortællingen om De Underjordiskes er en forunderlig, metamorfosisk én. Tre mænd, der knap har optrådt eller spillet musik, starter et band med en afklaret musikalitet. Et par år senere spiller de på Roskilde og udgiver et album, der voldspilles i radioen. De er pionerer i dansk syrerock.

De Underjordiske spiller dansksproget rock, der kombinerer 80’ernes guitarpop med 60’ernes psykedeliske lydmønstre. De bygger videre på 00’ernes indiegenrer og ånder liv i organisk, alternativt rock, som den lyder på dansk i 2018. Sangene pendulerer mellem fængende up-tempo numre og storladne melodier med tekster, der kredser om frigørelse, spiritualitet og kærlighed. De er følelsesbårne og overjordiske, hvilket trækker tråde til 60’ernes og romantikkens lyriske tradition.