Mere Avernax i ’19

Der bliver endnu mere all inclusive, når Avernax Festival byder velkommen til vandkanten på Avernakø i 2019. Vi har besluttet at i 2019 vil festivalen være ‘med det hele’ allerede fra torsdag aften og helt til søndag formiddag.

Du får aftensmad og en hel aften mere med koncerter OG fri fadøl, når du køber billet til Avernax Festival i 2019.

Det betyder, at du ikke skal tænke på madpakke torsdag aften, eller om der mon stadig er hotdogs til  salg, når du ankommer – når du har købt billetten, har vi sørget for det hele. Og det skal kun koste dig 200 kr ekstra!

Bedre plads til at nyde og lytte
Vi skruede op for en masse forskellige ting i år: Udsmykningen på festivalpladsen, havscene, skaterampe, sauna og mere musik. Det har krævet mange frivillige timer at bygge festivalen op (og tage den ned igen), og vi synes, at så meget arbejde fortjener at blive nydt i længere tid.

Forskellige scenarier har været oppe at vende, f.eks om vi skulle forlænge festivalen med en hel dag og starte onsdag – eller om vi slet ikke skulle ændre ved noget. Vi har også spurgt jer på facebook, hvad I synes, og vi er meget glade for den gode dialog og de mange tilbagemeldinger, vi fik, som også har haft betydning for beslutningen.

Efter mange overvejelser er vi landet på en en “ekstra” aften. Vi åbner, som de andre år, festivalpladsen torsdag eftermiddag kl 16, og håber, du vil være med til at sætte gang i festen allerede torsdag aften, hvor de første koncerter vil blive fyret af – nu blot med fri fadøl, sodavand og et dejligt måltid i spiseteltet.

Vi synes, at modellen fuldender mæ’-det-hele-konceptet, giver mere tid til at nyde øen og bedre plads til koncerterne og musikoplevelserne.

BILLETSALGET STARTER TORSDAG DEN 1. NOVEMBER KL 18.

Vi er stadig en non-profit-forening, og en prisstigning på 200 kr dækker netop de ekstra udgifter forbundet med en ekstra aften på Avernax. Billetten koster 1700 kr for otte måltider, fri øl og masser af god musik.
For børn 300 kr (6-12 år).

Der er stadig kun 600 billetter til salg, samt et mindre antal frivilligbilletter. Vi minder om, at billetterne blev udsolgt på under to døgn sidste år.

Som noget nyt i år, vil 50 billetter blive sat til salg hos købmanden på Avernakø. Det betyder, at sommerhusbeboere og lokale har bedre mulighed for at købe billetter.

Men det er først til mølle, så du kan også sikre dig en billet ved at lægge vejen forbi Avernakøs købmand (Max to billetter pr person) Prisen er den samme som online.

Kærlige hilsner
Avernax Festivals styregruppe:
Jonas, Nivah, Tine, Jacob, Charlotte, Rune, Mikkel, Mikael og Laura.

HUSK: Billetsalget åbner 1. november

Kære Avernaxere

Tak for en forrygende Avernax Festival 2018!
Vi er glade for, at alle tog stormen Johanne i stiv arm og blev hængende til magisk eftermiddagskoncert på havscenen, dans på bordene i madteltet, bar røv i saunaen, musikalsk forkælelse på Fælledscenen, østers, pølsemadder, fællesspisning og lyse nætter.
Alle kom med færgen hjem og nåede bussen – om end nogle måske efterlod en kop eller to.
På den baggrund kalder vi festivalen en succes og har besluttet at tage endnu et år.

Billetter til Avernax 2019 sælges fra den 1. november
Hvis du vil med til Avernax Festival 2019, som ligger i den anden weekend i august, skal du sidde klar ved tasterne torsdag den 1. november, hvor vi åbner for den digitale billetluge.
Billetterne langes over disken fra kl 18…og mere kan vi ikke afsløre endnu.
Pris og varighed opdaterer vi via nyhedsbrev, facebook og hjemmeside i løbet af oktober.

Vi har været gennem nogle overvejelser omkring festivalens varighed, som vi stadig skal have landet, men nu har du mulighed for at notere dagen for billetsalget. Og vi kan love, at konceptet bliver det samme: Lækker mad og fri bajer, ny musik og gamle venner i den smukkeste, fynske vandkant.

Prik dine venner på skulderen og mind dem om datoen.
Sidste år blev billetterne solgt på 48 timer, så tøv ikke med at slå til.

Vær med til at præge Avernax!
Avernax festival er kun så god, som de gæster, der kommer og skaber festen.
Vi håber, du vil tage aktiv del i skaberiet.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 9. marts, hvor vi holder generalforsamling.

Var du gæst på Avernax Festival ’18 eller skal du med i ’19 er du automatisk blevet medlem af foreningen Avernax, der står bag festivalen og har derfor stemmeret ved valg af bestyrelse og i forhold til vedtægtsændringer.

Tilbageblik på festen der gik
Bjørn Fabricius og Rune Buch har lavet en smuk lille film med stemningsbilleder fra årets festival, se den nederst.

Kærlige hilsner
Avernax Festivals styregruppe:
Jonas, Nivah, Tine, Jacob, Charlotte, Rune, Mikkel, Pabi og Laura.

Nyhedsbrev: 3-2-1: Er du klaaar til Avernax Festival eller hva’?

Kære Avernax-gæst

Nu er det næsten nu. Høet på campingpladsen er slået, teltene er rejst, badevandstemperaturen er helt rigtig, og Avernakø summer i det hele taget af forberedelse og forventning. Her er de sidste praktiske informationer, vi tror, du har brug for:

Huskeliste:
Vi har skrevet en lille liste over ting, der er nyttige at medbringe:

– Telt + sovepose
– Badetøj + håndklæde
– Power bank
– Kontanter
– Installere mobile pay
– Installere Avernax App’en
– Vandflaske
– Ørepropper
– Skateboard/Rulleskøjter til den nye minirampe
– Kærlighed og godt humør <3

Se iøvrigt vores A-Z liste med en masse nyttig info.

Ankomst torsdag:
Når du ankommer torsdag aften skal du ikke frygte at gå sulten i seng. Petersminde Landbrug sørger for, at du kan købe lækre gourmet hotdogs, og der vil også være andre aftensmadstilbud fra ø-boerne. Du finder lækkerierne lige ved indgangen til festivalpladsen.
Du kan få armbånd på og slå dit telt op fra kl 16.

Bemærk, at der er også er et område med stillecamping, hvor der skal være ro om aftenen. Se kortet.

Købmanden har åbent til kl 22 og har et fint udvalg af dagligvarer.

Betaling:
Vær opmærksom på, at vi kun tager mobile pay eller kontanter. Det er ikke muligt at hæve penge på Avernakø.

Bade:
Vi har sat en enkelt kold bruser op på festivalpladsen ned til stranden, så du kan få en skyller, når du har været en tur i det sydfynske hav. Det vil, derudover, være muligt at købe et varmt bad på Avernakø Havn.

Brandfare:
Sommeren er varm og tør, og det betyder formentlig en fantastisk, solrig festival. Men det betyder også, at alting er knastørt. Derfor er det virkelig vigtigt, at vi hjælpes ad med at passe på brandfaren. Vi udleverer lommeaskebægre til rygere, så vi undgår tændte cigaretter i græsset, og det er selvfølgelig strengt forbudt at tænde bål på campingpladsen og andre steder.

Afrejse:
Vi håber, du vil hjælpe os med oprydningen søndag ved at efterlade øen, festival- og teltplads lige så dejlig, som du fandt den. Sidste år var pladsen så fin, som havde en flok spejdere været på besøg – det kan vi sagtens gøre igen i år.

Alle skal med færgen hjem, og derfor har vi booket en ekstra færge.
Det betyder, at der er afgang fra Avernakø kl 8.40, 10.00, 11.10, 13.10, 15.10, 16.30 og 19.10.
Hvis du skal med Solibus fra Faaborg til København, skal du tage færgen senest kl 13.10.

Book din billet til færgen her.

Vi er Avernax: 
Du kender os måske fra sidste år – eller måske kender du os ikke endnu, så derfor en kort præsentation: Vi er syv entusiastiske fynboer, der har stablet Avernax på benene i tæt samarbejde med Avernakøs beboere og en masse venner. Udover køkkenfolkene, som er professionelle, så er Avernax drevet af frivillige kræfter. Vi håber, du vil bære over med os og give os konstruktiv feedback, hvis der skulle være noget, vi ikke har tænkt på, eller der sker en fejl. Læs mere om os her.

Vi glæder os helt vanvittigt til at se dig!

Kærligste hilsner
Avernax-holdet

Nyhedsbrev: Nee’tællingen er i gaang!

Kære Avernax-ere

Hermed lidt info forud for årets festival, som ligger lige om hjørnet.

Festen starter torsdag
Sidste år opstod forfesten torsdag af sig selv. 
I år har vi sat musik til. Fra kl 21.30 spiller The Orgelheimers og Kjartan Bue festen i gang. Derefter tager DJ Schlagertøsen og Don Stener roret.

Din all-inclusive-billet gælder først fra fredag, men du kan handle øl, vin og drinks i baren til favorable priser og samtidig støtte Avernax festival. Husk kontanter eller mobile pay.

Du kan få armbånd på og slå dit telt op fra kl 16.00 torsdag eftermiddag.

Det skal du spise
Menuen er klar, og trods den knastørre sommers brandforbud forsikrer vi, at det bliver lækkert og varmt. Vi har prioriteret en menu med mindre kød i år, men stadig veltillavet og med masser af smag – og kokkene er fra samme forrygende køkken som sidste år. Giv bare mundvandet frit løb og se menuen her.

Det skal du høre
Du skal ikke være bange for at gå glip af en koncert på Avernax. Vi har lagt koncerterne, så der ikke er overlap, og du kan nå det hele. Se tidsplanen her.

Nytnytnyt
Som den kvikke læser måske har bemærket, er der i år to nye tiltag på programmet:
Havgig løber af stablen lørdag, hvor ET Tumason spiller koncert på en havscene. Glæd dig!

Skallevejen rundt er en koncert, der bliver afholdt udenfor festivalpladsen. Lørdag kl 17 går dem, der har lyst i samlet flok en tur ud af Skallevejen. Der er mulighed for at få indtryk af en ny side af den øen og det smukke sensommerlandskab. Undervejs stopper vi og hører intimkoncert med Bjarke Ramsing.

Det må du ikke gå glip af
Udover musikken vil klovnen Tonni Trifolikum igen i år underholde børn og barnlige sjæle med cirkusforestilling og cirkusworkshop fredag og lørdag formiddag og eftermiddag.
Formiddagene starter roligt med creme til øregangene og finurlige historier fra Københavns Radiobiograf, der inviterer til at lytte til nogle af tidens bedste radio- og podcastproduktioner.
Mette Blomst vil i mellemtiden fortælle eventyr for de mindste i Tonni Trifolikums cirkustelt.

Kør til Avernax sammen
Hvis du mangler et lift eller udbyder et lift til Avernax, kan du bruge Samkørselsgruppen til at koordinere.

Du kan stadig komme billigt til og fra festivalen
Du kan stadig sikre dig billig og nem transport til Avernakø.
Solibus kører fra København torsdag den 9. Kl 16 og retur fra Faaborg til København søndag den 12. Kl 14. Book din billet her.

Sådan sejler færgen:
Du kan booke din billet til og her.

Kl 20 og 21 er der ekstra færgeafgange direkte til Avernakø.
Disse ture kan IKKE bookes via hjemmesiden, men er tænkt særligt til Avernax’ gæster.

Du skal bare møde op til afgang kl 20 eller 21 og betale om bord. Vi lover, at der ikke er nogen, der bliver efterladt på kajen. Søndag skal alle med færgen hjem, og derfor har vi booket en ekstra færge.

Det betyder, at der er afgang fra Avernakø kl 8.40, 10.00, 11.10, 13.10, 15.10, 16.30 og 19.10.

Hvis du skal med Solibus fra Faaborg til København, skal du tage færgen senest kl 13.10.

Book din færgebillet her: https://ferfaab.onlinebooking.dk/booking/default.aspx

Vi opfordrer til at lade bilen stå i Faaborg, fordi der er meget begrænsede parkeringsmuligheder på øen.

Vi går nu ind i den intense forberedelsesperiode og klør på, så vi kan tage godt imod jer torsdag den 9. August. Og vi glæ’er os nog’ vi’er’!!!

Kærlig hilsen

AvernaX-holdet

Så’r der mad!

Er I klar til at sætte jer til bords med nye mennesker i ikke vidste i skulle kende og nyde øens fortræffelige råvarer? Vi har sammen med kokkene fra Baglokalet og Flemming og Ulla fra Petersminde Landbrug sammensat en lækker menu til årets festival. Vi skal blandt andet smage på bålstegt lam fra Avernakø’s enge og krydrede retter fra fjerne himmelstrøg. Er du spændt på hvad fællesspisningen i år byder på? Så kan du læse årets MENU lige her.

Skal du med bus?

Hjulene på bussen kører rundt og rundt og bringer dig direkte fra København til Avernakø.

Du kan komme til og fra Faaborg, hvorfra færgen sejler til Avernakø for bare 280 kr t/r.

Køb billet til bussen hos vores seje busvenner SOLIBUS.

Husk du kan booke færge hos Ø-færgen.

OBS! Der er ekstrafærger kl 20 og 21. Disse færger skal du ikke bestille, men bare hoppe på og betale ombord. Det er ikke muligt at booke plads på færgens ekstra afgange.

Køb to ekstra billetter til Avernax

Du kan nå at købe to ekstra billetter til AvernaX
Har du en ven, en søster eller en kæreste som ikke nåede at få billet til årets AvernaX?
AvernaX Festival 2018 er som bekendt udsolgt, MEN vi har doneret to billetter til Dansk Flygtningehjælp​s auktion, som løber frem til den torsdag den 21. Juni.

Klik ind og byd

De to billetter er endda vurderet til bare 2400 kr, men kostede oprindeligt 1500 kr/stk.
Alle de indsamlede midler går ubeskåret til beskyttelse af mennesker på flugt i bl.a. Syrien, hvor over 12 millioner mennesker er fordrevet som følge af borgerkrigen. Det synes vi nok er værd at støtte med mindst 2400 kr.

Avernax er nu klar med det fulde program

Masser af talent krydret med to danske koryfæer og nye koncertformater
De unge talenter og friske navne fra det musikalske vækstlag er kendetegnet for det færdige program for Avernax Festival, som dog også har plads til kendinge fra den erfarne ende af skalaen – samt nye tiltag.

De otte nye navne er føjet til en alsidig og velplanlagt musikalsk menu.

Allan Olsen solo | Baby in Vain | Benny Holst Trio | Bjarke Ramsing | ET Tumasson | Kill-J | Kjartan Bue | Orgelheimers | Tuhaf

Vi har fået stiftende formand for foreningen Avernax og medlem af bookinggruppen, Rune, til at fortælle lidt om årets færdige lineup:

“Programmet er sammensat med udgangspunkt i vores manifest, der forpligter os til at have fokus på det danske, musikalske vækstlag. Samtidig har vi forsøgt at gå på tværs af alle genrer og skabe et program, hvor der er noget for enhver smag. Fra tyrkisk syreklassik til elektropop. Festivalen blev imod alt forventning hurtigt udsolgt, det betyder, at vi har kunnet gå efter nogle navne, der er en lille smule mere etablerede og også få mulighed for at booke et stærkte navn som Allan Olsen og et koryfæ som Benny Holst . Det er vigtigt for os, at både yngre og ældre, øboer og gæster fra fastlandet kan finde noget at glæde sig til i programmet” 

To nye tiltag skal forstærke oplevelsen og kendskabet til øen
Udover de otte nye navne vil Avernax-gæsterne også kunne glæde sig til to nye tiltag:

Fredag eftermiddag, vil man kunne opleve ET Tumasson spille koncert på en usædvanlig scene, nemlig en flydende scene søsat ud for koncertpladsen ved Munke Strand.

“Vi havde en tømmerflåde, hvor der opstod en spontankoncert sidste år. Det vil vi gerne følge op på og bringe mere i spil. Vi sætter i den grad fokus på Avernakøs herligheder i år,” forklarer Rune. Og det er også tanken bag det andet nye tiltag.

“Lørdag eftermiddag inviterer vi folk med på en gåtur på Skallevejen. Det er en rute på knap fire kilometer, der vil give mulighed for at se lidt mere af Avernakøs smukke sensommerlandskab.”  Undervejs vil folkmusiker Bjarke Ramsing give koncert i kulissen af ø-idyl.

“Avernax er sat i verden, fordi vi elsker Avernakø. Den kærlighed vil vi gerne indvie vores gæster i – samtidig med, at de får en musikalsk oplevelse. Med de her anderledes koncertformater, hvor vi viser omgivelserne frem, ønsker vi at give noget tilbage til øen, og beboerne, som byder os velkommen,” forklarer Rune.

Vi har hjulpet dig lidt på vej, så du kan synge og danse med til årets mange koncerter. Kom godt igang med kendte og endnu ukendte bands på vores playlister på både iMusic, Spotify og Tidal.

Enig generalforsamling: Flere penge til musikken

Af Jesper Kirkbak – nyt medlem af Avernax’ Bestyrelse

Du kan roligt glæde dig til Avernax 2018, for når du rammer Avernakø til sommer og fylder din gamle eller nye Avernax-kop med kold øl fra hanerne, bliver det igen i år til et gedigent musikprogram, der afsøger forskellige genrer og har fokus på vækstlaget i dansk musik.

Det forsikrede Avernax’ musikbookere de fremmødte om på årets generalforsamling lørdag den 10. marts.

Den siddende bestyrelse havde budt medlemmerne af Foreningen Avernax indenfor i Albani-bryggeriets hyggelige festsal i midten af Odense. I velvalgte fynske rammer og med et par kolde Odense fra kassen blev budget, regnskab og vedtægtsændringer gennemgået og vedtaget. Og der blev valgt en ny bestyrelse.

Musikbudget øget med 57 procent
Avernax Festivals Styregruppe er opdelt i 10 arbejdsgrupper, der omsætter tanker til handling inden for budgettets rammer. I 2018 har Avernax generelt et større budget – primært på grund af øgede indtægter fra billetsalget, hvor man i november kunne melde udsolgt på under to døgn.

Styregruppen for musikbooking havde på forhånd givet udtryk for, at der var behov for at øge musikbudgettet.

”Der er ingen tvivl om, at vi får brug for flere penge til musikbudgettet i år,” sagde Rune Kjær-Nielsen, der er stiftende bestyrelsesformand, da budgettet for 2018 skulle til afstemning.

”Det første år spillede mange bands enten meget billigt eller helt gratis. Det var en flot gestus i en fase, hvor Avernax skulle på benene. Men når festivalen er udsolgt og en stor del af pengene er i kassen, så vil vi også gerne betale musikerne så godt som muligt.”

”En anden ting er, at efterhånden som Avernax bliver en mere etableret del af Festivaldanmark, vil bandsne også forvente ordentlig betaling, så det er nødvendigt for at sikre det flotte musikprogram, vi har på vej,” sagde Rune Kjær-Nielsen.

Med de ord fra formanden var det en enig generalforsamling, der vedtog budgettet for 2018 og dermed øgede musikbudgettet til 240.000 kroner. I 2017 brugte booking-teamet kun 153.050 kroner, og dermed er musikbudgettet øget med 57 procent.

Seks nye medlemmer af bestyrelsen
Alle, der var på historiens første Avernax i 2017, og alle, der skal af sted i 2018, er automatisk medlemmer af Foreningen Avernax. Er man medlem kan man gå efter en af de 10 pladser i bestyrelsen.

Bestyrelsens rolle er at rådgive styregruppen, tilse at festivalens værdier og manifest bliver overholdt og sikre festivalens overordnede økonomi. Det var der mange, der var interesseret i at være en del af. 11 stillede op.

Helt i Avernax’ ånd valgte medstifter Jacob Stadil dog at aflyse kampvalget ved at trække sig for at gøre plads til nye kræfter og koncentrere sig om det vigtige arbejde i arbejdsgrupperne for henholdsvis musikbooking og opbygning/nedtagning af festivalpladsen.

Derfor kunne generalforsamlingen klappe hele seks nye medlemmer ind og give en ekstra hånd til fire gamle, genvalgte medlemmer. Dertil kommer en enkelt suppleant.

Blandt de nye medlemmer er Søren Jespersen, der er født og opvokset på Avernakø. Det var ikke svært for generalforsamlingen at fornemme hans forkærlighed for øen.

Den nye bestyrelse mødes for første gang lørdag den 19. maj på Avernakø i forbindelse med øens årlige pinsefest, hvor medlemmerne vil hjælpe de lokale med at nedtage majstangen og male den, inden de sætter sig sammen for at konstituere sig som bestyrelse med formand, næstformand og en kasserer.

Underjordiske kræfter og en forfest
Da regnskab og budget var stemt igennem, og den nye bestyrelse valgt, blev der justeret enkelte steder i vedtægterne, inder der blev plads til at tale om løst og fast.

Blandt andet blev det foreslået, at man åbner for billetsalget samme dato hvert år, så det er nemmere at holde styr på, hvornår det sætter i gang. Den store efterspørgsel i efteråret gjorde, at enkelte oplevede, at billetsalget var lukket, før de opdagede, at det var åbnet.

Der blev ligeledes spurgt til, om torsdagen på festivalen igen i år bliver en forfest til selve festivalen, og at dagen dermed ikke indgår i all inclusive­­-delen. Det kunne formanden svare bekræftende på, da der ikke er økonomi til at køre all inklusive om torsdagen også. Så husk penge til baren!

Men mest af alt var de fremmødte nysgerrige omkring musikprogrammet og pressede musikbookerne på maven: ”Kan vi ikke få at vide, hvem der spiller? Bare ét navn?”

Rune Kjær-Nielsen og Jacob Stadil kiggede på hinanden og smilede: ”Okay så. Vi kan godt afsløre lidt i aften, kan vi ikke?” spurgte den ene den anden.

Psych rock-drengene fra De Underjordiske kommer og blæser Avernax godt og grundigt igennem. Og så indviede bookerne faktisk eksklusivt de fremmødte i mange flere navne på årets plakat. Men I andre må følge med her på hjemmesiden og på Facebook for mere information.

Til sidst var generalforsamlingen enig om, at det bliver rigtig godt, lækkert dansk sommervejr på Avernakø i dagene 9.-12. august. Skal vi ikke aftale det?

Læs mere om årets generalforsamling i referatet fra GF 2018 og se de reviderede vedtægter.

 

Generalforsamling 2018

Der var et flot fremmøde af foreningens medlemmer da bestyrelsen for Avernax havde inviteret til generalforsamling hos Albani i den fynske hovedstad Odense.

Hele 6 nye bestyrelsesmedlemmer blev stemt ind, formandens årsberetning blev fremlagt og årets regnskab og budgettet blev godkendt.

Efterfølgende blev emaljekopperne luftet i det smukke Storms Pakhus og som en afslutning på aftenen var vi til koncert med Statisk i det gamle parkeringshus ‘PåTaget’ højt hævet over byen.

Læs mere om årets generalforsamling i referatet fra GF 2018 og se de reviderede vedtægter.

ADVENTSKALENDER: 4. SØNDAG I ADVENT

Dagens gave er både 4. søndag i advents-gave OG julegaven

Vi skal have Dinner

Vi er vildt stolte af at kunne præsentere Anders Rhedin, som nogen måske kender fra Moon Gringos, men nu under kunstnernavnet Dinner – en af den slags gaver, der bliver ved med at give!

“Temamæssigt spænder Dinners musik bredt – fra fester og tidlige morgener i ukendte byer, til magi og et spirituelt fællesskab,” skriver Gaffa.

Det er jo nærmest skræddersyet til Avernax, og vi kan næsten ikke vente!

Rigtig glædelig jul

ADVENTSKALENDER: 3. SØNDAG I ADVENT

Dagens adventsgave er et band, der kan få en anmelder til at glemme, at det er onsdag: Luster

Raw-pop-bandet Luster “bevæger sig problemfrit mellem det drømmende og det syrede, det kontrollerede og det vilde, mens de understøtter med så afsindigt funkede baslinjer, at det næsten ikke er til at overskue herligheden,” skriver anmelderen fra Bands of Tomorrow

Vi kan til gengæld virkelig godt overskue herligheden!

ADVENTSKALENDER: 2. søndag i advent

Sidder du ned? Hvis ja, så varer det ikke meget længere. For dagens adventsgave er endnu et navn på Avernax 2018-plakaten: D/TROIT

Og dem kan kan man ikke sidde ned til, så kridt danskeskoene med det samme.

D/troit er en eksplosiv blanding af soul, funk og kærlighed, som i særdeleshed har manglet i Danmark.

Vi glæder os til at se dansegulvet gløde!

Adventskalender med nyt musik til programmet

I dagens adventspakke gemmer sig et musiknavn til Avernax 2018: MASASOLO

Hos Masasolo blander et sløret og psykedelisk udtryk sig med klare og fængende popmelodier i ambitiøse synth- og guitarbårede arrangementer og Soundvenue kalder bandet et dansk svar på Tame Impala.

Masasolo lover, at Avernax-gæster kan glæde sig til “En kosmisk rejse på bølger af lys og lyd, ud til stjernerne og tilbage igen.”

Tag et lyt – er det ikke fedt?

(Btw Glæd dig til næste søndag, når vi løfter sløret for en nyt navn! )

En blå kop tak…

Efter en stærk afstemning på fjæset(facebook red.) med deltagelse af vores mange følgere, er det nu besluttet – Koppen man skal fylde op igen, igen og igen… til 2018 udgaven af Avernax, bliver BLÅ.

Udsolgt til Avernax 2018

45 timer – Så længe var det hungrende festivalfolk om at rive billetterne væk. Vi er sindsygt stolte over at så mange vil være med på endnu et år med øliv, vandkant og lækker mad krydret med det bedste fra den danske musikscene.

Læs hvad Fyens Stiftstidende skrev her.

Vi glæder os til at se alle de heldige billetkøbere og frivillige.

Kærligst
Avernax Holdet

Allerførste Avernax har åbnet en udsolgt festival

I dag har vi for alvor åbnet verdenshistoriens første Avernax Festival, og vi er så stolte og taknemmelige over, at gæster fra hele landet er kommet til Danmarks smukkeste vandkant på Munke Strand.

Kerneholdet bag Avernax bød i dag gæsterne velkommen, før Tyran gik på scenen og sparkede festen i gang med en god gang heavy.

Vi er super glade for endelig at have åbnet Avernax, vi har jo forberedt og glædet os et helt år. Indtil videre forløber det hele godt, folk er glade, musikken spiller, maden er lækker, og plænen er fri for plast takket være den flotte Avernax kop og gode gæster, siger Rune Kjær-Nielsen, som er formand for Avernax Festival.

Opslugende stemning
Sarah Vadgaard er en af festivalgæsterne. Hun er kommet fra København til Avernakø for at opleve hele Avernax-pakken.

– Man bliver virkelig opslugt af stemningen, når man kommer herned, og der er 10 lam, der er ved at blive grillet, havet er lige ved siden af, så man kan tage en dukkert om morgenen, og omgivelserne er så smukke. Man kommer hurtigt væk fra hverdagsfølelsen, når man kommer ind i det her lille fælles frirum, siger Avernax-gængeren.  

Netop fællesskabstanken synes hun er rigtigt interessant.

– Når man spiser sammen er det for eksempel med til at gøre festivalen intim. Man kan virkelig også mærke, at der lagt mange gode kræfter bag Avernax, og her en god energi, siger Sarah Vadgaard.  

Festen fortsætter til søndag morgen!

Vi er næsten klar, er I? – Infobrev no. 3

Kære Avernax Gæst

Nu er det næsten nu. Den sidste billet er solgt, madteltet er rejst og Avernakø summer i det hele taget af forberedelse og forventning.

Huskeliste
Vi har skrevet en lille liste over ting, der er nyttige at medbringe:
– Telt + sovepose
– Badetøj
– Power bank
– Kontanter
– Installere mobile pay
– Ørepropper
– Kærlighed og godt humør <3

Se iøvrigt vores A-Z liste med en masse nyttig info.

Ankomst torsdag

Der har sneget sig en fejl ind i busbilletterne, men:
AFGANG ER TORSDAG KL. 16 FRA DGI BYEN.
Når du ankommer torsdag aften skal du ikke frygte at gå sulten i seng. Petersminde Landbrug sørger for, at du kan købe lækre gourmet hotdogs. Dem kan du få fingre i på gården lige overfor festivalpladsen. Købmanden har åbent til 22 og har et udvalg af lækre burgere(med lokalt oksekød), rugbrød, kølevarer osv.

Betaling
Du kan betale med dankort i vinbaren, men derudover tager vi kun mobile pay eller kontanter.

Bade
Vi har sat en enkelt kold bruser op på festivalpladsen ned til stranden, så du kan få en skyller, når du har været en tur i det sydfynske hav. Det vil, derudover, være muligt at købe et varmt bad på Avernakø Havn.

Afrejse
Vi håber, du vil hjælpe os med oprydningen søndag ved at efterlade øen, festival- og teltplads lige så dejlig som du fandt den. Har du bestilt hjemturen til København med færge og bus vil færgen sejle omkring kl 12. Hold øje med infoboden for mere info om præcis afgangstid søndag. 

Vi er Avernax
Du kender os ikke, men vi er syv entusiastiske fynboer, der har stablet Avernax på benene sammen med en masse venner. Udover køkkenfolkene som er professionelle, så er Avernax drevet af frivillige kræfter. Vi håber, du vil bære over med os og give os konstruktiv feedback, hvis der skulle være noget, vi ikke har tænkt på, eller der sker en fejl. Læs mere om os her.

Vi glæder os helt vanvittigt til at se dig!

Kærligste hilsner 

Avernaxholdet
Pabi, Nivah, Jacob, Rune, Laura, Mikkel, Cathrine og Jonas ❤

PS: Vi har lavet to infobreve, som du kan findeher: Infobrev#1, Infobrev#2.
Du kan holde dig opdateret på avernax.dk, Facebook og Instagram.

Halløøøj – Infobrev no. 2

Kære Avernax Gæst

Så er der igen post med info til dig fra de sydfynske himmelstrøg. 

På Munke Strand er høet høstet, Flemming har travlt på sine marker, lærken synger og vi på planlægningsholdet er så småt ved at gøre os klar til at tage turen til øen og sørge for, at rammerne er klar til jeres ankomst.

Mobilopladning og strøm

Vi har fået en del spørgsmål vedrørende opladning af mobiler. Siden vi er på en ø langt ude på havet, har vi ikke uanede strømkilder. Dette betyder at der kun i begrænset omfang vil være adgang til stik og mobilopladning på pladsen. Vi opfordrer derfor alle, der er i besiddelse af powerbanks, til at medbringe disse. Vi håber I, kære festivalfolk, kan se det interessante i denne “off the grid” tilgang og vil hjælpe os ved at spare på strømmen.

Vegetar
Hvis du er vegetar og ikke allerede har gjort opmærksom på dette, så skynd dig at sende en mail med “vegetar” i emnefeltet til: info@avernax.dk. Så kan vi se, hvor mange der skal have lækre retter med årstidens grøntsager på tallerkenen.

Medbragt musik
Vi regner ikke med det bliver et problem, men vi vil gerne undgå, at folk medbringer egne “Soundsystems” og forstærkede anlæg. Lad det hellere hvile sig, så det er klar til næste års Roskilde. Vi har sørget for masser af god lyd til jer allesammen.

Færgebus og samkørsel 
Vi skal spare på CO2’en, så vi har booket en bus, som kører fra DGI-byen i København torsdag eftermiddag kl. 16 og direkte til Faaborg, hvor færgen mod Avernakø venter.  Turen går tilbage til København med færgen og efterfølgende bus søndag omkring middag.
Prisen for en returbillet bliver 375 kr. Enkeltbilletter koster 200.

Du kan sikre dig billet til bus og færge her.

Hvis du kører i bil til Faaborg vil vi gerne opfordre dig til at fylde bilen op med andre Avernax-gæster. Vi har oprettet en facebookgruppe, hvor I kan finde og tilbyde lift til og fra færgelejet.

OBS: Vi gør opmærksom på, at biler skal blive stående i Faaborg. Bands, øboere og leverandører skal som udgangspunkt have førsteret til den begrænsede plads ombord på den lille færge. Medbring istedet en cykel eller et par gode sko. Afstandene på øen er korte.

 

Har du købt billet til flere end dig selv, så husk at videresende denne mail.
Har du yderligere spørgsmål, så send en mail til info@avernax.dk.

Kærlig hilsen

Avernaxholdet

Pabi, Nivah, Jacob, Rune, Laura, Mikkel, Cathrine og Jonas 

PS: Du kan finde det første infobrev her.

Du kan holde dig opdateret på avernax.dk, Facebook og Instagram.

Velkommen til Avernax – Infobrev no. 1

Kære Avernax Gæst
Tusind tak fordi du har købt billet til vores festival. Du har nu sat kursen mod Avernakø i det sydfynske øhav, og vi glæder os helt vildt til at se dig. Vi har solgt mange billetter, og det betyder, at vi faktisk er godt på vej til udsolgt. Vi har plads til 80 flere gæster, så hiv fat i dine venner eller familie nu, hvis de skal nå at have fingrene i en af de få tilbageværende billetter.

Du er nu foreningsmedlem
Først og fremmest vil vi gerne byde dig velkommen i foreningen Avernax. Da du købte billet, blev du nemlig også medlem af den forening, der står bag festivalen. Vi håber ikke, du føler dig snigløbet, men tværtimod, at du har lyst til at være en aktiv del af foreningen og måske, at du vil være med til at sætte dit præg på næste års festival.  Så har du en grafiker, ølentusiast, fridykker eller noget helt tredje, du vil byde ind med så skriv til info@avernax.dk.

Det skal du spise
I takt med, at gulerødder og kartofler skyder op af markerne hos Petersminde Landbrug på Avernakø, er menuen faldet endelig på plads.
Glem alt om tomme kalorier og junk: Vores kok Jonn Vinther og hans kumpaner har sammensat syv lækre måltider, som du kan læse mere om her.

Det er nemt at komme til Avernax
Det skal være nemt og billigt at komme til ø-festival. Derfor har vi booket en bus, som kører fra DGI-byen i København torsdag eftermiddag og direkte til Faaborg, hvor færgen mod Avernakø venter.  Turen går tilbage til København med færgen og efterfølgende bus søndag omkring middag.

Vores færge er lejet, og er ikke en del af Ø-færgen, så billetslaget forgår igennem os.Vi arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer med færgen på plads. Der kommer info ud med link til billetter, så snart der er noget nyt.

OBS: Vi gør opmærksom på, at biler skal blive stående i Faaborg. Bands, øboere og leverandører skal som udgangspunkt have førsteret til den begrænsede plads ombord på den lille færge. Medbring istedet en cykel eller et par gode sko. Afstandene på øen er korte.

Vi glæder os til at se dig!
Vi skriver til dig igen med flere praktiske oplysninger, efterhånden som festivalen kommer tættere på. Du kan også holde dig opdateret på Facebook og Instagram.

Har du yderligere spørgsmål, så send en mail til info@avernax.dk.

Kærlig hilsen
Avernaxholdet

Pabi, Nivah, Jacob, Rune, Laura, Mikkel, Cathrine og Jonas ❤

Gris på gaflen, lam asado-style og lokale grøntsager på menuen

Glem den klassiske festivalmenu med burgere, pomfritter og pizzaslices. Avernax byder på 7 lækre måltider, der kommer hele kostpyramiden rundt, og som udover lokale grøntsager har både thai og argentinsk på repertoiret.

Kokken Jonn Vinther har normalt sin gang i boldklubben Fremad Amagers restaurant Baglokalet, hvor han laver solid hverdagsmad til de mange børnefamilier, der frekventerer klubhuset. Men til august tager han kollegerne med til Avernakø for at stå for at mætte de sultne gæster på Avernax Festival.

Vi er stolte og glade for at kunne præsentere en festlig menu, der får mundvandet til at løbe. Der er stor variation i måltiderne, som alle har udgangspunkt i lokale råvarer der er blevet til på Avernakø.  

Selv-henter-gulerødder og delemad

Avernax og Jonns vision er desuden, at festivalgæsterne skal være en aktiv del af fællesskabet – også omkring måltiderne.

“Vi skal have sharefood. Det betyder, at vi ikke står og portionsanretter. I stedet skal man samle sig i grupper af 10 og vil få udleveret fade med mad, som man deles om.”  

Det bliver en social oplevelse, som ikke kun handler om at blive mæt, fortæller Jonn Vinther: 

“Råvarerne kommer fra festivalens nabo, som er landmand. Det er lige i nærheden, men vi kommer til at spørge gæsterne, om de for eksempel vil hente en spand gulerødder – på den måde bliver de inddraget i madlavningen og en del af jord-til-bord-processen,” siger Jonn Vinther, der har mere end 20 års erfaring som kok – blandt andet fra cateringfirmaet Madkastellet med speciale i afvikling af logistik omkring store arrangementer.

SE DEN FULDE MENU HER

Forkæl dig selv med et bredt udvalg af sydafrikanske vine på Avernax

Øl er ikke alt. På Avernax Festival kan du også nyde et glas kølig hvidvin i eftermiddagssolen eller en god rødvin til aftensmaden.

Selvom fadølshanerne står klar til at læske de tørre ganer og hæse struber, så kunne lysten til et glas vin opstå. Derfor har vi indgået et samarbejde med vinimport-firmaet South and Sons.

I vinbaren vil du kunne finde et bredt udvalg af sydafrikanske vine, der vil kunne tilfredsstille de fleste smagsløg. Er du i tvivl om, hvad dine smagsløg er til, vil South & Sons sommelierer vejlede dig.

Co-founder i South and sons, Adam Høyer glæder sig til at deltage på Avernax Festival.

“Normalt sælger vi vores vin til gode og hyggelige restauranter i København, men ved at være med på AvernaX, har vi en unik mulighed for, at fortælle de gode historier og få folks helt umiddelbare respons på vores vin – og så ovenikøbet med god musik, flot natur og lækker mad som baggrund. Det glæder vi os til!”

South & Sons er et relativt ungt vin-import firma med en stor passion for kvalitetsvin, der er lavet på en naturlig måde, de gode historier fra små niche-producenter og vin, der stimulerer både næse, mund og øje.

Priserne vil være 40 kr for et glas vin og 135-250 kr for en flaske.

Tillykke til vores earlybirds…

Tillykke til alle jer early-birds, der var tidligt ude og fik en billet til nedsat pris.

Vi har lavet en lille huskeliste, så I ved, hvad I skal tage med, når det går løs om to måneder på Avernakø.???

Og husk, at der stadig er billetter til normal pris (1500 kr inklusive musik, øl og syv måltider ? ? ?)

Hvis du ikke allerede har købt billet, så kan du nå det endnu på vores BILLETSIDE.

Klovnen Tonny Trifolikom laver cirkusskole for børn på Avernax

Avernax Festival er ikke kun for voksne. Børn er meget velkomne og nu er underholdningen for de yngste publikummer sikret: Klovnen Tonny Trifolikom uddanner artister i sin cirkusskole både fredag og lørdag.

 

Der er sand, vand, musik og hygge. Og nu er der endnu mere at tage sig til for børnene på Avernax Festival. Klovnen Tonny Trifolikom gæster nemlig Avernakø i august.

 

Den aarhusianske klovn og gøgler Tonny Trifolikum vil sørge for underholdning både fredag den 11. og lørdag den 12. august. Den rutinerede gøgler vil om formiddagen folde sin cirkusworkshop ud, så børn og deres forældre fx kan lære at jonglere og få indsigt i et trylletrick eller to.

 

Om eftermiddagen vil der være en halv times forestilling for børn og barnlige sjæle.

 

Tonny Trifolikom bliver blandt andet beskrevet som “…en multikunstner, der er komiker, klovn, entertainer, tryllekunstner og artist – gerne i en og samme forestilling. Tilmed er han en fremragende fortæller, som har et indgående kendskab til den tradition, han selv er et eksempel på.” (Aarhus Stiftstidende)

 

Avernaxnabo: Der skal være noget for børnene

Tonni Trifolikoms cirkusskole er inviteret til Avernax Festival af Munkegården – et socialpædagogisk opholdssted for børn og unge – og nabo til Avernax Festival.

 

For Conni Storm, der er leder af Munkegården, er det vigtigt at bakke op om Avernax Festival og samtidig tilgodese børnene. Derfor har Munkegården sponsoreret Tonny Trifolikoms optræden.

 

“Tonny Trifolikom er en spasmager og tusindkunstner, der er kommet på Avernakø og Munkegården gennem mange år. Han er rigtig god med børn og leverer en god oplevelse, og det giver også vores børn og unge en god mulighed for at deltage i festivalen med udgangspunkt i cirkusteltet” fortæller hun.

 

Formand for Avernax Festival, Rune Kjær-Nielsen er beæret over sponsoratet.

 

“Det er en stor cadeau, at vores nabo, Munkegården, støtter festivalen på den måde. Vi har fra starten planlagt, at der skulle være plads til børn på festivalen og med den her gave, er vi sikre på, at Avernax også bliver en stor oplevelse for de yngste gæster.”

All inclusive betyder øl OG sodavand fra Albani

Albani leverer kolde øl og sodavand i rigelige mængder til gæsterne på Avernax Festival.

Vi er glade for at kunne løfte sløret for, at det bliver ægte fynsk øl, der vil læske ganerne på Munke Strand til august.

Albani vil både levere øl og sodavand. Vores gode samarbejde betyder, at du som gæst, som noget helt nyt, vil kunne forsyne dig ubegrænset med ikke bare øl, men også Faxe Kondi, Pepsi og Nikoline uanset billettype.

Der vil være to barer på festivalpladsen, hvor du kan tanke op i din Avernaxkop, som også er inkluderet i billetten.

Vi glæder os til at servere den gode fynske øl og opfordrer samtidig alle til at behandle øllen med respekt, så de gyldne dråber ender i halsen og ikke på jorden.

Gratis: Flot kop til alle gæster skal begrænse affald

Alle gæster på Avernax Festival vil modtage en kop, når de ankommer til festivalpladsen. På den måde ønsker vi at minimere mængden af affald.

Når du køber billet til Avernax Festival, kan du nu også glæde dig til at få en flot kop oven i prisen. Koppen skal bruges under hele festivalen, når du går til fadølshanerne for at benytte dig af de ubegrænsede mængder humle eller sodavand, der er med i billetprisen.

Avernax Festival har fokus på at efterlade Avernakø uden mén efter festivalen. Derfor har vi valgt at få lavet en emaljekop til dig og alle andre gæster, som du skal holde fast i under hele festen. På den måde undgår vi at efterlade store mængder af affald i form af plasticbægre.

Derudover er koppen er flot minde om en forhåbentlig uforglemmelig festival.

Skulle det ske, at du mister din kop i kampens hede, kan du selvfølgelig købe en ny.

Køb billet inklusiv kop her.

Fra spacepop til syrerock – Det fulde program er klar

Fire nye navne fuldender alsidigt Avernax-program med fokus på danske upcomers

Elevatorfører, The Entrepeneurs, Lowly og Ice Cream Cathedral er de fire navne, der netop er tilføjet programmet for Avernax Festival i det sydfynske ø-hav. Dermed kan den nystartede festival præsentere et samlet program, der varierer i både tempo og genre.

Der er punk til læderjakkerne, space pop til drømmerne og syrerock til de langhårede, når Avernax Festival løber af stablen den 11.-12. august på Avernakø.

De fire bands Elevatorfører, The Entrepeneurs, Lowly og Ice Cream Cathedral fuldender et program, der har fokus på hastigt voksende talenter i det danske musikmiljø.

“Vi vil gerne tilbyde et bredt og interessant program, hvor man især kan gå på opdagelse i nogle af de navne, der kun lige er dukket op på radaren hos de særligt musiknørdede, og det er vi virkelig nået i mål med,” siger formand for Avernax, Rune Kjær-Nielsen.

Punk, pop, syre og romantik
Selvom de fire bands, der netop er tilføjet Avernax’ lineup alle er i gang med at træde deres barnesko på den danske musikscene, så kommer de med solidt materiale af vidt forskellig karakter.
Thyboerne, der udgør The Entrepreneurs bringer noise punk til programmet – eller som de selv beskriver det; “Noise and romance.”

Den aarhusianske kvintet Lowly har høstet international anerkendelse i musikmagasinet Pitchfork med deres noise pop.

I samme boldgade er Ice Cream Cathedral, som efter eget udsagn byder på spacepop og siden marts har turneret med Lowly.

Med det otte mand store orkester Elevatorfører bliver der sat punktum for et musikprogram med lidt for enhver smag. Elevatorførerne bevæger sig genremæssigt i psykedelisk folkrock, der leder tankerne hen på knæhøj karse og langhåret syrerock.

Musikalsk undergrund i vandkanten
Avernax Festival er startet af en gruppe midtfynboer med hang til fællesskab og øliv. Ambitionen med musikprogrammet har fra begyndelsen været at vise storbyboerne ønskeøen i vandkantsdanmark og de sydfynske venner fra vandkanten, hvad der foregår i den musikalske undergrund i byerne.

“Med de her fire navne står Avernax med et musikprogram, som vi er sindssygt stolte af. Det er bedre, end jeg havde turdet håbe på,” siger Rune Kjær-Nielsen.

“Jeg glæder mig helt vildt til at danse, headbange, svaje og skråle i sensommersol og lune nætter sammen med de andre Avernax-gæster.”

Med de fire nye bands byder det samlede program på i alt 14 koncerter med følgende navne:

| Blondage | De Høje Hæle | Elevatorfører | Entrepreneurs | Fribytterdrømme | Orcas | Gents | Guldregn | Ice Cream Cathedral | Lasse og Mathilde | Lowly | Niels Skousen | Time Masters | Tyran |

Husk at sikre dig en billet HER.

Earlybird billet

Det regner, det er søndag og der er nu under 300 earlybird billetter tilbage til sol og sommer på AvernaX. En earlybird koster 1250 kr, herefter stiger de til 1500 kr.

Festivalen er endnu ikke offentliggjort via pressen, men om en uge bliver der udsendt pressemeddelelse. Derfor vil vi opfordre alle vores venner til at købe billet nu – inden vi spreder ordet. Vi vil gerne gøre AvernaX til en intim oplevelse og har derfor en øvre grænse på 500 gæster.

Vi har 7 yderligere bands på vej til offentliggørelse – vi holder på dem lidt endnu – men vi lover at I ikke bliver skuffede 😀

Kys og Kram
AvernaX