AVERNAX 2020 ER AFLYST

Det er med tung hjerte, at vi må aflyse Avernax 2020. I ved, at vi, ligesom mange af jer, har fulgt corona-udviklingen intenst. Vi har håbet og bedt til, at den elendige virus ville nå at gå væk i tide til, at vi forsvarligt kunne fællesskåle, deles om store fade med lækker mad og danse i bunker ved Danmarks skønneste vandkant.

Udover det åbenlyst sørgelige i ikke at skulle danse med jer alle sammen på Munke Strand i år, så sætter sådan en aflysning en hel lavine af nedtur i gang. Tænk på alle de små enkeltdele, Avernax er bygget op af: telte, brædder, borde, bænke, el, indlagt vand og what not; og tænk på alt den mad og alt det øl, der ikke skal leveres; tænk ikke mindst på alle de dygtige kunstnere, der nu skal holde fri i den anden weekend af august. Det er med armen vredet om på ryggen, at vi er med til at tage arbejdet fra alle vores gode samarbejdspartnere, leverandører og musikere.

Dertil kommer, at Avernax’ lille, robuste hær af helårsfrivillige allerede har lagt hundredevis af timer i planlægningen af Avernax 2020. Det er så ubeskriveligt ærgerligt ikke at kunne se frugterne af alt det knokleri. Vær søde at give dem en telepatisk klapsalve ved lejlighed.
Alle, der har billetter til Avernax 2020, kan indløse dem til Avernax 2021. Hvis du i stedet ønsker at refundere din billet, kan du sende en mail til info@avernax.dk. Skriv “Billet” i emnefeltet.

Har du købt busbillet til Avernax, kommer pengene tilbage på din konto helt af sig selv.

Mange af jer har været så hjertensgode at tilbyde os donationer, og sandheden er, at en lillebitte, ny festival som Avernax bliver ramt virkelig hårdt økonomisk af en aflysning – også på trods af flotte hjælpepakker. Men donationer er ikke så ligetil, som de ellers kunne synes – vi er i gang med at kigge på forskellige muligheder for, hvordan vi kan tage imod jeres gavmildhed.

Med bedrøvelige hilsner
Avernax’ bestyrelse og styregruppe:
Jonas, Charlotte, Myre, Cecilie, Ida, Jacob, Tine, Mikkel, Nivah, Niklas, Jonas, Søren, Jakob, Rune, Mikael, Laura, Anton og Jesper