Når Avernax Festival vender tilbage til Avernakø den 6.–9. august 2026, bliver det med et musikprogram, der endnu engang blander energi, kant og nye musikalske udtryk. Det næste navn på plakaten er Julie Pavon – en af de stærkeste og mest fremadstormende stemmer på den danske elektroniske scene.
Julie Pavon har på kort tid markeret sig med et udtryk, der ikke rigtig ligner noget andet: elektronisk, spicy og fyldt med fremdrift. Hendes lyd bevæger sig et sted mellem drum’n’bass, eurodance-referencer og en varm vokal, der sender tankerne mod 80’ernes storladne popuniverser. Musik, der rammer både kroppen og hovedet – og som allerede har gjort hende til et navn, man holder øje med.
På Avernax 2026 kan publikum derfor se frem til en koncertoplevelse med høj puls og masser af nerve. Pavons energiske univers er skabt til levende publikummer og åbne øer, og vi glæder os til at lade hendes musik blive en del af næste sommers festivalstemning.

