På Avernax er det ikke kun musikken, der samler mennesker. Når dagens første kaffe er drukket, og duggen stadig ligger over Munke Strand, begynder festivalens formiddagsprogram at folde sig ud.
Nu er en stor del af aktiviteterne på plads, og igen i år bliver der rig mulighed for både at bevæge sig, fordybe sig, være kreativ og opleve Avernakø fra nye vinkler.
Du kan blandt andet tage med på sanketur og gå på opdagelse i øens vilde spisekammer, låne en cykel og udforske Avernakøs små veje, starte dagen med yoga eller snøre løbeskoene til en fælles tur til Korshavn med en dukkert undervejs.
Er du mere til ro og fordybelse, kan du læne dig tilbage under Teltscenen, når Københavns Radiobiograf inviterer til lydfortællinger, eller være med til den kreative workshop Strand Mandala, hvor strandens egne materialer bliver udgangspunkt for fortællinger om øhavet og naturen.
Du kan også komme på vandet i kajak eller på SUP, give din Avernax-kop et helt personligt udtryk eller svinge med, når Harmonivognen inviterer til folkedans og gode historier.
Formiddagsprogrammet er en vigtig del af Avernax. Det handler ikke om at nå mest muligt, men om at skabe små oplevelser, møde nye mennesker og mærke øen, inden musikken igen tager over.
Og vi er ikke færdige endnu. Der arbejdes fortsat på flere aktiviteter, så hold øje med siden – der er mere på vej.
Vi glæder os til at dele endnu flere formiddage med jer på Avernakø.

