Rambo banjo and the slickpickers

Flip skråen, puds cowboy-støvlen, find din indre redneck frem og nyd din sidste bourbon-whisky. Rambo Banjo and the slickpickers kryber op af sumpen, rider over prærien og pløkker dig lige i panden med en rusten seksløber tungt ladet med mandolin, violin, kontrabas, guitar, trommer og –rigtig gættet– banjo.

Den sexede sekstet var også på Avernax-plakaten sidste år, men et dødbringende showdown i ødemarken forhindrede dens ankomst. Siden har gruppen været eftersøgt vidt og bredt i alle landets flækker, afkroge og mest syndige sprutbuler. Og nu fortæller telegrafen, at fem fortabte sønner og en ditto datter er på vej back with a big vengeance. Banden har brugt året på at moonshine, spænde violinstrengen, kæle for kontrabassen og koge en koncert sammen, der med sydfynsk østatsgaranti får dig til at råbe: »They drew first Rambo banjo-blood. Not me.«

Når først de ruller artilleriet ud, bliver dansegulvet lovløst i en grad, så ikke engang sheriffen og hendes håndgangne mænd tør intervenere. Lord have mercy, der skal kugledanses. Glæd dig til et beskidt bluegrass-bombardement, der er lige så direkte ud af Kentucky som fried chicken. Det bliver drævende intenst, som eder spyttet af en vejrbidt irsk knark fra den mørkeste krog i saloonen.

Rambo banjo and the slickpickers