Deadpan

Guitarfræsende produktioner, dansable beats og en glitter- og neonæstetik tilsat et ton rå punkenergi. Man ved ikke helt, hvor det bærer hen, når Deadpan går på – men energien er umulig at tage fejl af. Siden 2017 har Deadpan forfinet sin helt særegne dekadente og postpunkede lyd, der veksler fra beskidte trommer med flænsende guitarer til afvigende elektrobeats med en vokal straight ud af depressionsramte Manchesters musikalske storhedstid.

I 2018 udkom bandets debut-EP Fool Moon, som medførte både radiorotation på P6 Beat og en lang række koncerter i Danmark og i udlandet. Og hvis alt går efter planen, vil gruppen bruge foråret at indspille sit første fulde album.

Det vil utvivlsomt komme Avernax-folket til gode, når vi til august skal opleve fornøjelsen af en nat med Deadpan. Forvent tunge, eksperimenterende beats med pludselige popeksplosioner belagt med en på én og samme tid skrøbelig, lokkende og dominerende vokal.

Som en forsmag kan du tjekke den energisk-ildevarslende video til nummeret Crashing: