Københavns Radiobiograf

Radio i biografen? På Avernax vil Radiobiografen sørge for, at der er gode fortællinger at starte dagen på.

Sæt dig til rette og lad mørket, omgivelserne, lyden og gode fortællinger omslutte dig. Det er det simple koncept bag en radiobiograf – den giver plads til nærvær og fordybelse i fællesskab.

Københavns Radiobiograf laver samarbejder med de bedste danske og internationale lydfortællere. De vil i løbet af festivalen sørge for, at der er lækker lyd på plakaten i sommeridyllen syd for Fyn.

Københavns Radiobiograf har lavet lyttearrangementer i fire år med alt fra 10 publikummer i Skørping Bio til 1001 i Imperial i København. Her har de præsenteret et bredt spektrum af lydoplevelser; fra de danske Third Ear til internationale radio- og podcaststjerner som Ira Glass (This American Life) og Kaitlin Prest (The Heart).